Jensen er hamrende kompetent

"Økseskibet" er den hårdtslående titel på Jens Henrik Jensens nye roman. Undertitlen - En Nina Portland-thriller - signalerer, at der kommer mere med denne nye politikvinde i hovedrollen. Og hun er bestemt heller ingen dårlig afløser til CIA-agenten Kazanski, der har været omdrejningspunkt i "Kællingen i Kraków", "Hofnarren i Murmansk" og "Ulven i Banja Luka" - trilogien, der gjorde Jens Henrik Jensen kendt og elsket som krimiforfatter.

Jens Henrik Jensen er hamrende kompetent - ingen tvivl om det... Fans kan bare gå i gang.    * Christa Leve Poulsen, Dagbladet Børsen

Fænger fra først til sidst

Jens Henrik Jensens nye thriller "Økseskibet" er da også en utrolig historie, hvor den sydjyske krimiforfatter endnu en gang beviser, at han kan skrue en historie sammen, der fænger fra først til sidst.

Jensen har opfundet en ny, stærk hovedperson, der sagtens kan bære flere dramaer. Handlingen fører os rundt i Baltikum, London, Skotland og ikke mindst Esbjerg, som forfatteren har fanget lige på kornet. Jensen kender sin hjemby. Plottet er medrivende, personerne godt tegnet op.

Alt i alt er det en thriller, som lever fuldt op til forventningerne. Jensen har slået til igen.    * Hans Engell, Ekstra Bladet

En forrygende thriller

En fantastisk historie med en masse løse ender, som journalisten og forfatteren Jens Henrik Jensen har ladet sig friste af. Resultatet er den forrygende thriller "Økseskibet".

Jens Henrik Jensens skildring af, hvad der lå bag de mystiske begivenheder i Nordsøen, er troværdig, og som læser følger man åndeløst begivenhederne. Men hans roman er ikke blot spændende. Han får sin hovedperson Nina og de personer, som omgiver hende både privat og professionelt til at leve.

Kombinationen af en raffineret dynamisk handling og en fin psykologisk indlevelse i de private besværligheder, Nina står over for som enlig mor, med en kæreste hun knapt nok har tid til, og med en far som i mange år har været fraværende, gør "Økseskibet" til vitaminholdig litteratur.    * Henrik Tjalve, Dagbladenes Bureau

En krimioplevelse der brænder stærkere end septembersolen

"Økseskibet" vil imidlertid ikke kun diskutere en hændelse, der fandt sted for 11 år siden, men også den terrorisme, som i disse år præger verdensbilledet. Romanen har ambitioner, nerve og selv om Jens Henrik Jensen i dag er skyldig i, at jeg må holde mine øjne åbne med tændstikker, så tilgiver jeg ham gerne. For i stedet for min nattesøvn har jeg fået en krimioplevelse, der brænder stærkere end septembersolen.    * Anne Sophia Hermansen, Fyens Stiftstidende 

I hjertekulen på sin læser

Han evner at bruge fiktionen til at drive historien frem og ind i hjertekulen på sin læser - og han magter samtidig at have sans for korrekthed og detaljerne på en måde, så man som læser næsten bliver i tvivl om, hvorvidt hele historien mon alligevel ikke er sand. Og det er en meget svær kunst, han her mestrer.

Selv om romanen Økseskibet med Nina Portland med sit hjemlige sceneri er langt mere dvælende end Kazanski-trilogien, så tag ikke fejl: Det er højspændt, internationalt drama af formidabel kaliber - og netop i de to modsætningsfyldte størrelser med et Esbjerg i julehumør og en global sammensværgelse bliver romanen en thriller, det næsten er umuigt at lægge fra sig.    * Ole H. B. Andreesen, JydskeVestkysten                          

Hæsblæsende og effektivt

Jens Henrik Jensen har med held omlagt handlingsrummet til det vestjyske med afstikkere til Baltikum og London. Hvis nogen skulle synes, at Esbjerg bare er en kedelig forblæst havneby, så må de revidere deres opfattelse. I de rette forfatterhænder kan selv den stride vestenvind op gennem byen og kranerne på havnen romantiseres og gøres til dramatisk kulisse.

Jensen kan skrue et hæsblæsende plot effektivt sammen. Også figurer og miljøer tegnes med få, men sikre streger.    * Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten

Dygtig plotmager

In medias res som man siger på latin, når en histories afsæt begynder direkte. Det er netop tilfældet i Jens Henrik Jensens nye hæsblæsende og heftige thriller, "Økseskibet", som begynder lige på og hårdt. Oven i købet med en ny thriller-heltinde, Nina Portland.

Jens Henrik Jensen er ikke den store psykolog, men til gengæld en dygtig plotmager, driftig til dramatiske temposkift i handlingen og ferm til at tage den umiddelbare temperatur på sine personer. Vor jyske hovedperson med sønnen Jonas er således et overmåde sympatisk forsøg på at få den maskulint actionmættede og aktuelt politiske thriller til at klinge sammen med hverdagens mere feminine adagio med at passe hus, købe ind og læse Harry Potter højt for en knægt på ti.    * Bo Tao Michaëlis, Politiken