Følg med i Krimi-Projekt 2012:

En ny krimi tager form - langt ude i skoven

Min næste krimi udkommer formentligt til efteråret. Som tidligere bebudet bliver det foreløbigt et farvel til Nina Portland fra den seneste trilogi - og et goddag til en ny hovedperson: Denne gang en mand. Han hedder Niels og er krigsveteran. Herunder kan du følge mine kommentarer undervejs, de nyeste ligger øverst:

> JEG ER MIDT I ET ACTIONDRAMA, og det kan jeg rigtig godt li'. Så godt faktisk, at jeg sagde stop med skriveriet allerede ved middagstid. Jeg kunne se, at det kom til at knibe lidt med ro og koncentration, efter som husets yngste mand er syg i dag og dermed ikke i dagpleje.
Jeg kunne godt have forceret skrivningen og have gjort det dramatiske afsnit færdigt, men, men ... Jeg gemmer det til i morgen tidlig kl. 05.00. Så gælder det om at dukke sig bag skærmen. Jeg har på fornemmelsen, at der bliver løsnet adskillige skud - og vistnok også et fatalt skud.
Jeg er ikke bleg for at erkende styrke og svaghed. Og mine actionafsnit er generelt noget bedre end de afsnit, der handler om den mere fintfølelde psykologiske sans.


> KOLD WEEKEND BAG RADIATOREN gav et rigtigt godt udbytte. Lørdag begyndte jeg klokken 04.45, mens alle andre i familien snorksov. Søndag drev jeg den lidt af og kom først i gang klokken 05.55...
Det var rart og hyggeligt at sidde ved den varme radiator og skrive, mens frosten knagede helt vildt uden for, og det langsomt blev lyst. Skriveriet kører godt i øjeblikket, og lørdag brugte jeg til at vende tilbage til et par "huller" - blanke kapitler, jeg havde svært ved at få skrevet ordentligt, da tid var. Nu er de på plads, og det giver overblik fremad.
 

> I GÅR VAR EN GOD DAG, for trods snot i lange baner, hoste og almindelig vinter-elendighed lykkedes det mig at skrive 13 sider. Jamen, hvad er da normalen, spørger du måske.
I min stramme planlægning opererer jeg med fem sider hver dag - tre måneder i træk. Fem sider er ikke så meget endda, men når det er 30 dage i træk, så er det meget. Holder jeg en dag fri, er det jo dobbelt op næste dag. Det skal siges, at jeg ikke altid kan overholde dette snit. Jeg skal jo også improvisere historien undervejs.
Men her midt i en travl børnefamilie er fem sider ikke så dumt endda. Tidligere, da jeg altid skrev om natten, var snittet (og pauserne...) længere. Så vidt jeg husker, er min rekord 21 sider på en nat - en stormfuld vinternat i sommerhus ved den jyske vestkyst. Hva' skulle man ellers lave?

> JEG KIGGER MIG ALDRIG TILBAGE, før jeg er kommet meget langt hen i historien. Som en anden olympisk sprinter skriver og skriver jeg, så hurtigt jeg kan. Og stopper kun op, når jeg går død i plot og logik og har behov for en slags planlægning af en stribe nye kapitler.
At jeg ikke stopper op og piller i det, jeg tidligere har skrevet, betyder naturligvis, at jeg står foran et pænt stort redigeringsarbejde til slut. Men for at kunne skabe historien og overveje at betræde nye stier undervejs, er det pinedød nødvendigt for mig at drive handlingen frem i en fart. Ellers mister jeg overblikket og kan ikke tænke videre fremad.
Lige nu i disse dage ville jeg ellers gerne læse tilbage, men jeg har indtil flere problemer med plottet, som jeg ikke har greb om endnu. Så jeg hamrer videre i tasterne.
Der er en (eller flere...) gode ting ved erfaring. Jeg bliver ikke så "skrækslagen" som i gamle dage, når jeg ikke kan få tingene til at gå op i en højere enhed. For hva'? Det plejer jo at løse sig...

> JEG KAN LÆSE OM ANDRE FORFATTERE, som minutiøst har udarbejdet en helt og aldeles komplet drejebog for deres historie, inden de går i gang - med kapitelopdeling og hele moletjavsen.
Her efter syv kapitler tænker jeg, hvor ustruktureret min proces egentligt er. Ikke at den roder - for jeg ved godt i hvilken retning, jeg skal bevæge mig - men det hele er ret intuitivt undervejs, for jeg har kun stikord og små huskesedler at gå ud fra.
Mangel på det totale overblik gør måske processen mere "usikker" - men også mere udfordrende og fri af stramme bånd. Og bliver hver dags arbejde alt for maskinelt, så ryger noget af glæden, tror jeg.

> DET ER KORTE KAPITLER indtil videre, også kortere end de plejer at være. Denne gang går jeg bevidst efter at forsøge at bruge kapitlerne knivskarpt som "handlingsdelere". Så skifter jeg scene eller skifter jeg fortælle/synsvinkel, ja så skifter jeg også kapitel.
Et kapitelskift er det tydeligste tegn, forfatteren kan give. Det skaber en meget klar opdeling af historien - og giver langt flere små læsepauser, end man måske er bevidst om.
Jeg er spændt på, om jeg kan holde mig disse skift for øje hele vejen "hjem."

> EN TYVSTART PÅ 1. KAPITEL må jeg indrømme. Det er et meget kort 1. kapitel - alligevel har det taget rigtig langt id at skrive det. Og heri gemmer sig den "ægte" første sætning, efter som prologen kom til senere (læs herunder).
Kapitlet er skrevet som ren "hyggeskrivning" hen over en række sene sommeraftener, hvor jeg nok vidste, hvordan indledningen skulle være - men så heller ikke meget mere.
Det er et kapitel, som jeg er rigtig, rigtig godt tilfreds med. Og jeg kan røbe, at vi skal til Spanien ...