Jeg er født og opvokset i Søvind, en lille by, der ligger ganske tæt på Horsens Fjord i det grønne, bakkede Østjylland. Og netop dér er jeg tilbage efter mere end 20 år i Esbjerg og det mere barske Vestjylland.

Som mange andre unge havde jeg ikke nogen helt lysende klar opfattelse af, hvad jeg skulle blive til. Men jeg vidste, at jeg havde en evne til at udtrykke mig på skrift, et talent for at fortælle, en glæde over at gøre det. Og jeg vidste, at jeg interesserede mig for at følge med i, hvordan verden tog sig ud, både hjemme og ude.

De to ting blev kombineret i journalistfaget. Jeg blev uddannet journalist i 1987 – og har været i erhvervet lige siden. Ikke radio, ikke tv. Nej, det er avisen – ordet på papiret – der altid har været min boldgade.

Jeg har været på dagbladet Vestkysten og siden JydskeVestkysten i Esbjerg i over 20 år.

Jeg begyndte som sportsjournalist, min lidenskab for fodbold er ganske betydelig. Mange efterårsforkølelser og travle weekender senere blev jeg redigerende medarbejder, først som fast ankermand på forsiden, siden som medlem af Indlands-gruppen. Derefter var jeg i en årrække nyhedsredaktør og senere nyhedschef, og i dag er jeg tilbage som menig medarbejder og jourhavende, hvilket i praksis vil sige ansvarlig for dagens avis, 1. sektion.

Drømmen om at skrive en rigtig bog, en roman, har formentligt været der altid. Og jeg bed også mærke i, at rektoren for journalisthøjskolen en af de første dage sagde, at kunne man ikke få job som journalist efter endt uddannelse, ja så kunne man altid give sig til at skrive den bog, som skulle skrives…

Og det skulle den. Wienerringen udkom i 1997 efter mange besværligheder undervejs og efter en årelang proces med flere afslag fra forskellige forlag. Genren blev spændingsromanen, thrilleren – eller krimien. Betegnelserne dækker vel til dels over det samme.

Siden fulgte en stribe andre bøger, som kom til verden uden alle de kvaler, der var forbundet med debuten. Og i dag er det sandsynligvis en fast bestanddel af mig og mit liv, at jeg skal skrive, at jeg må skrive, at jeg altid er i gang med et eller andet, hvis sigte er en ny roman.

For jeg skriver, fordi jeg kan li’ det. Fordi det stadig er en glæde at fange de rigtige ord og fortælle og rulle en historie ud, som skal holde et sikkert greb om læseren. Og jeg skriver, fordi det heldigvis stadig er svært og en gigantisk udfordring.

Og efterhånden som årene er gået, skriver jeg med den gode vished om, at mine læsere sidder og venter på, at jeg skal blive færdig. De mange henvendelser fra utålmodige læsere varmer - og virker som benzin på motoren. Den kører. Og i skriveperioderne starter den sågar også hver morgen… Måske hoster og hakker den – men den starter.

Nogle – endda mange – af mine forfatterkolleger har voldsomt travlt med at proklamere, at nu er denne og hin roman en ny roman i en planlagt 10-bindsserie, 12-bindsserie eller to andre cifre. Intet ligger mig mere fjernt end disse overbudsmeldinger.

Kazanski-trilogien med Kællingen, Hofnarren og Ulven blev netop en trilogi, fordi jeg godt kunne li’ den, fordi jeg befandt mig rigtig godt i selskab med agent Jan Jordi Kazanski. Hvis ikke, var det naturligvis kun blevet ved den første roman. Det samme gælder kriminalassistent Nina Portland. Så længe jeg lever godt med hende, så længe hun har noget at byde mig og udfordre mig på, ja så længe kan jeg skrive om hende. Om det er tre, syv eller sytten gange. Hvem kan vide det?

Så her er ingen overbud. Kun en fornemmelse af, at der er perspektiv i at arbejde i ”enheder” a tre, altså trilogier. Det skaber rammen og mulighederne for udvikling af personuniverset over længere tid. Men igen. Jeg kunne ikke drømme om at skrive to bøger om en hovedperson, hvis den ene er mere end rigeligt.

Historien om undertegnede er ikke færdig uden nogle ord om udlængsel. Om selve det at begive sig ud – på rejse.

Jeg kan huske, hvordan jeg som barn læste i diverse leksika og blev fascineret ved tanken om fjerne himmelstrøg og fremmede mennesker og deres lande og skikke. Og nogle gange sad jeg ved min fars skrivebord med familiens globus foran mig. Så snurrede jeg den rundt og rundt, for blot at stoppe den igen ved at sætte en finger hårdt på. Og dér, hvor fingeren pegede, dét sted skulle jeg vide mere om, og måske skulle jeg en gang dertil…

Jeg har været vidt omkring. En del af rejserne har været i forbindelse med forfatterskabet, som altså også på den måde har givet mig uvurderlige oplevelser tilbage.

Min første lange rejse var en otte måneder lang jordomrejse. Jeg rejste med tre kammerater, og den lange tur står stadig som en søjle i mit liv. Siden fulgte andre rejser. Især de spanske kulturlande i Latinamerika holder jeg meget af, og så naturligvis Spanien og spanierne selv. Men også det naturskønne Norge har jeg besøgt rigtig mange gange efterhånden.

Hvis jeg i al beskedenhed skal pege på en styrke hos mig selv, så er det evnen til ”at opleve.” At absorbere. I forbindelse med skriveriet en meget anvendelig og god evne. I forbindelse med livet en uerstattelig evne.

Copyright 2010. All rights reserved - webdesign: Simplex Design